Dagtilbudssocialrådgivere til Din Sociale Indgang Amager

Søg jobbet

Sagsbehandling
Fuldtid
Fastansættelse

Brænder du – ligesom os – for at styrke det tidligt forebyggende arbejde og skabe gode overgange mellem dagtilbud og myndighedsområdet til gavn for Amagers udsatte familier? Ønsker du en hverdag med stor fleksibilitet med fokus på høj faglighed og kreativitet?

Vi opnormerer vores team af dagtilbudssocialrådgivere med to nye kollegaer. Så nu er der en unik mulighed for at kunne bruge dine socialfaglige kompetencer som dagtilbudssocialrådgiver hos Din Sociale Indgang Amager (DSI Amager).

Som dagtilbudssocialrådgiver er du forankret i Styrket Modtagelse, der er én ud af fire afdelinger i DSI Amager. Vi har som afdeling fokus på, hvordan en sag kommer ind i organisationen og på en styrkelse af koordinering med vores samarbejdspartnere på almenområdet og den tidligt forebyggende indsats for familierne. Udviklingsmæssigt ønsker vi at blive endnu bedre til at finde bæredygtige løsninger, som fungerer, også når vi ikke længere er til stede i borgernes liv.

Som dagtilbudssocialrådgiver indgår du i et team med seks kollegaer. Udover jeres team er vi en tværfaglig afdeling med i alt ca. 50 medarbejdere bl.a. bestående af et administrativt rådgiverteam, ét team af børne- og ungerådgivere der arbejder med afgrænsede forløb, ét, der arbejder handicapkompenserende ydelser, skolesocialrådgivere samt en teamleder og to afdelingsleder.

Om stillingen
Din funktion som dagtilbudssocialrådgiver er central for den tidlige forebyggende indsats i DSI Amager, da teamet er bindeled mellem dagtilbuddene og forvaltningen.

Kerneopgaven er at støtte op om tidlig opsporing af udsatte børn i tæt samarbejde med personalet i dagtilbuddene. Herunder at identificere risikofaktorer omkring familien tidligt i barnets liv og brobygge til DSI Amager. Du vil have en koordinerende funktion i forhold til en fælles indsats mellem familierne og deres netværk, dagtilbud, DSI Amager og andre relevante samarbejdspartnere.

Som dagtilbudssocialrådgiver fungerer du som socialfaglig sparringspartner for det pædagogiske personale og ledelse i dagtilbuddene med det formål at øge antallet af relevante underretninger ud fra en afdækning af bekymringsniveau omkring familien og en vurdering af børnenes trivsel og udvikling. Du skal desuden understøtte og sikre tidlig forældreinddragelse. Herudover har du et tæt samarbejde og sparring med børne- og ungerådgivere i DSI Amager og er med til at brobygge og skabe en koordineret, sammenhængende og tidlig indsats, hvor familien oplever sig inddraget.

Herudover varetager dagtilbudssocialrådgiverne lettere rådgivning af forældre, hvis de eller dagtilbuddet finder det relevant samt vejledningsforløb ud fra metoden COS-P med sundhedsplejen i indsatsen En God Familiestart for familier med børn i alderen 0-2 og evt. ældre søskende.

Opgaver
Opgaven som dagtilbudssocialrådgiver er bred og i udvikling. Du har derfor mulighed for at være med til at sætte dit præg på opgaver og retning for indsatsen

Du skal bl.a.

  • Understøtte den faglige og skriftlige kommunikation mellem dagtilbuddene og DSI Amager, herunder kvalificering af underretninger og udtalelser, så de er relevante og rettidige
  • Være til stede og tilgængelig for faglig sparring både for personalet i dagtilbuddene og for dine kollegaer i DSI Amager
  • Afholde oplæg i dagtilbuddene om bl.a. tidlig opsporing/risiko- og beskyttelsesfaktorer, underretninger, sagsforløb, m.m.
  • Afholde rådgivningssamtaler med forældre – herunder afdækning af privat og professionelt netværk og henvisning til tilbud i civilsamfundet og almensektor
  • Koordinere, facilitere og/eller deltage i møder med deltagelse af børne- og ungerådgiver, forældre, netværk og evt. øvrige relevante samarbejdspartnere for at sikre, at viden overdrages fra dagtilbud – og understøtte forældrenes samarbejde med forvaltningen
  • Understøtte myndighedsarbejdet i DSI Amager ved at deltage i makkerskaber med børne- og ungerådgivere, hvis det vurderes relevant – dertil vil du (særligt i ferieperioder) varetage myndighedsopgaver i afdelingen eller huset efter behov

På sigt vil du få en uddannelse i at kunne varetage COS-P forløb og i perioder afsætte op til halvdelen af din tid til denne opgave.

Om dig
Vi forestiller os, at du er uddannet socialrådgiver og har flere års erfaring med børneområdet, gerne fra myndighedsområdet eller en tilsvarende konsulent eller fremskudt funktion.

Du kommer til at arbejde i krydsfeltet mellem det pædagogiske område og myndighedssagsbehandlingen, og det er derfor væsentligt, at du har kendskab til Barnets Lov og erfaring med at arbejde med familier i svære situationer fx på grund af skilsmisse, kriser, psykisk sygdom, misbrug samt omsorgssvigt og mistrivsel hos mindre børn.

Derudover forventer vi, at du

  • Kan arbejde systematisk og selvstændigt og trives i en hverdag med mange samarbejdspartnere, som du skal kunne skabe en professionel relation til, også når der er forskellige perspektiver på samarbejdet
  • Kan se det meningsfulde i – og motiveres af – det tidligt forebyggende arbejde og har mod på at gå den ekstra mil for opstarten af det gode sagsforløb for familierne
  • Er fagligt engageret, interesseret og velfunderet i småbørnsområdet; herunder kendskab til psykologisk udviklingsteori (0-6-årige) og til risiko og beskyttelsesfaktorer (gerne metoderne Signs Of Safety, ICS, LØFT og COS-P)
  • Er god til at kommunikere og skabe tillidsfulde relationer til både borgere, samarbejdspartnere og kollegaer
  • Har stærke formidlingsevner både som mødeleder, oplægsholder og sparringspartner samt ved skriftlig formidling
  • Er udviklingsorienteret og ønsker at være medvirkende til løbende at sætte retning på opgaven i takt med faglige, organisatoriske og politiske forandringer på området
  • Kan indgå i tæt teamsamarbejde med dine kollegaer og er initiativrig i forhold til løsning af teamets fælles opgaver

Det får du hos os

  • En enestående mulighed for at bidrage til og udvikle den tidlige forebyggende indsats for udsatte børn og familier på Amager med fokus på de politiske strategier på området
  • En bred kontaktflade til både personalet i dagtilbuddene og dine kollegaer i DSI Amager, til forældre og andre samarbejdspartnere
  • En spændende og varieret hverdag præget af mange forskellige faglige opgaver
  • Høj grad af indflydelse og ansvar
  • Stor frihedsgrad og fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelse (i samarbejde med dit team)

Du vil få gode muligheder for faglig såvel som personlig udvikling. Der er fast supervision, og flere af vores kollegaer deltager i efteruddannelsesforløb, kursusmoduler, certificeringer og ledertalentprogrammer.   

Vi har på mange måder et unikt socialt sammenhold i enheden. Du vil få rig mulighed for en masse sjove og uformelle snakke med dine kollegaer – hvad end det er over frokosten i vores kantine, til et af vores faglige arrangementer, de fælles arrangementer, som vores nyopstartede personaleforening afholder. Herudover tilbyder vi motion i arbejdstiden, hvis det er sammen med en kollega.  

Om DSI Amager
Amager er en bydel i udvikling, hvor indbyggertallet på over 200.000 er stigende. I bydelen er der mange gode eksterne samarbejdspartnere, og DSI Amager har udviklet et stærkt professionelt netværk i området, som er en uundværlig ressource for os. Vi er ca. 250 medarbejdere, som tværfagligt løser opgaver indenfor sagsbehandling, støttende indsatser og rådgivning til familier med udsatte børn og unge fra 0-23 år.   

Udover Styrket Modtagelse består enheden af to andre myndighedsafdelinger: Børneliv og Ungeliv, der varetager det samlede sagsforløb fra børnefaglig undersøgelse til opstart af og opfølgning på indsats. Herudover har enheden et Familiehus med familiebehandlere, kontaktpersoner og psykologer.

Ansættelsesforhold
Stillingerne er på fuld tid og ønskes besat fra den 1. august 2026. Ansættelse kan først finde sted, når der er indhentet udvidet straffe- og børneattest.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst for socialrådgivere, socialformidlere og/eller HK- overenskomst for administration og IT.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte dagtilbudssocialrådgiverne Stine Skovlund Rosenmai på 24 46 87 24, Josefine Haug Rasch på 23 30 42 31 eller afdelingsleder Mette Meisner på 40 49 99 27.

Søg via linket senest torsdag den 21. maj 2026
Ansættelsessamtaler kan finde sted løbende, men hvis afholdt samlet vil de finde sted onsdag den 27. maj 2026.