Webudvikler til udvikling i team Web og Intra i Koncern IT

Søg jobbet

IT og digitalisering
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være med til at udvikle og vedligeholde brugervenlige webløsninger til københavnerne?
Har du erfaring med PHP-udvikling?
Og trives du med både udviklings- og driftsopgaver på en kompleks platform?

Så er du måske den nye kollega, vi leder efter til udvikling i team Web og Intra i Københavns Kommunes Koncern IT.

Om stillingen
Vi søger en webudvikler, der både har lyst til at udvikle nye funktioner og tage ansvar for den løbende drift af vores websites, der er baseret på CMS'et Drupal. Du bliver en del af et stærkt team med en bred palette af fagligheder, der sammen sikrer stabile og brugervenlige websites på tværs af kommunens områder.

Som udvikler i teamet deltager du både i den indledende udformning af konkrete opgaver (behovsmodning, refinement, estimering) og omsætter opgaven til kode, der gør en forskel for brugerne af websitet.

Undervejs har du rig mulighed for at sparre med andre udviklere og webkonsulenter i en iterativ proces med henblik på at sikre den bedst mulige løsning. Dine evner til at kommunikere og samarbejde er derfor et vigtigt supplement til dine tekniske kompetencer. Dine opgaver vil blandt andet inkludere at

  • håndtere driftsnære opgaver på vores eksisterende Drupal-baserede løsninger såsom versionsopgraderinger, sikkerhedsopdateringer og fejlrettelser
  • udvikle ny funktionalitet og bygge videre på eksisterende Drupalelementer i samarbejde med resten af teamet og forvaltningerne
  • fejlsøge og videreudvikle på integrationer med interne og eksterne systemer via API'er
  • sikre god kodekvalitet, dokumentation og versionsstyring

Din profil
Vi leder efter en kollega, der trives med at løse opgaver sammen med andre, som har lyst til at tage ansvar for en bred portefølje af opgaver og som har gåpåmod – også når tingene er teknisk komplekse. Vi forventer, at du

  • har solid erfaring med PHP, HTML, SCSS og Javascript (jQuery)
  • har erfaring med relationelle databaser (MySQL eller lignende)
  • har erfaring med versionsstyring fx Git (GitHub)
  • har lyst til at arbejde med både nyudvikling, vedligehold og fejlsøgning
  • kan indgå i dialog med ikke-tekniske kolleger og oversætte behov til estimater og tekniske løsninger
  • arbejder grundigt, struktureret og er omhyggelig med kvalitet, dokumentation og opfølgning
  • kan tale og skrive på både dansk og engelsk, da vi har eksterne, engelsktalende konsulenter tilknyttet

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har 

  • erfaring med nyere versioner af Drupal (Drupal 9 og op)
  • erfaring med package managers (Composer, Yarn og lignende)
  • erfaring med automatiserede tests såsom Behat og Cypress
  • erfaring med CI/CD-pipelines (GitHub Actions eller lignende)
  • kendskab til webtilgængelighed (WCAG) og at skrive compliant kode
  • erfaring fra en politisk styret eller anden stor, kompleks organisation

Vi sørger selvfølgelig for en grundig onboarding og oplæring i vores webplatform, så du er godt klædt på til at varetage jobbet.

Vi tilbyder
Du bliver en del af et team med erfarne og hjælpsomme kolleger, der prioriterer faglig sparring, samarbejde og et godt arbejdsmiljø. Vi tilbyder bl.a.

  • et moderne, cloudbaseret udviklingsmiljø med fokus på kvalitet og sikkerhed
  • spændende og samfundsrelevante opgaver, der gør en forskel for københavnerne og de 45.000+ medarbejdere
  • en hverdag med både udviklings- og driftsopgaver, hvor effekten af dit arbejde kan måles i stor skala
  • mulighed for faglig udvikling gennem kurser, sidemandsoplæring og sparring
  • fleksible arbejdsvilkår med mulighed for hjemmearbejde efter aftale
  • en uformel omgangstone, fokus på trivsel samt balance mellem arbejde og fritid

Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst og kvalifikationer. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt med familievenlige arbejdstider, mulighed for hjemmearbejde og flekstid. Forventet jobstart hurtigst muligt

Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte kontorchef Nana Jacobsen via SMS på 21 77 79 20. Ved faglige spørgsmål vedrørende vores webplatform, kan du kontakte webkonsulent Morten Kraemer på 29 13 57 96.

Søg via linket senest onsdag den 20. maj 2026
Vi holder samtaler løbende.

Om Koncern IT
Vi er KIT – Københavns Kommunes Koncern IT. Vi går på arbejde for at skabe en mærkbar forskel i Københavns Kommune. Vores mål er at gøre digitalisering enklere samt styrke grønnere og mere brugervenlige it-løsninger til gavn for hele København. Hver dag leverer vi stabil og sikker it-drift til over 45.000 medarbejdere. Læs mere på www.koncernit.kk.dk.